VS Code, Node, Vue, React, Angular, Nuxt, Next, Gatsby, Hexo, GitHub

Topscorer på GitHub for andet år i træk

Kilde 16-01-18 ~2 minutters læsning · 399 ord

Med 40.000 nye stjerner fik frontend biblioteket Vue klart flest nye tilhængere på GitHub blandt verdens javascript frameworks i 2017. Samtidig formåede Vue at skrue væksten op i forhold til 2016, hvor biblioteket også snuppede førstepladsen med en fremgang på 26.400 nye stjerner.

De to år i træk som den absolutte stjerne-raket på det verdensomspændende udviklernetværk dokumenteres i den nye udgave af «2017 JavaScript Rising Stars», som har opgjort alle de seneste 2017-tendenser i javascript verdenen.

Opgørelsen kan også fortælle, at React har fået 27.800 nye stjerner i 2017. Det indbringer en andenplads på listen, og den placering er ligeledes en gentagelse af placeringen i 2016. Dermed slås det også fast endnu en gang, at det er frontend-bibliotekerne, der suger mest opmærksomhed til sig inden for javascript.

Vue vækster som React og Angular tilsammen

Det tredje store frontend-bibliotek, Angular, kan dog ikke være med, når det drejer sig om at vinde supportere på GitHub. Det Google-udviklede framework fik i 2017 12.200 nye stjerner, og det rækker kun til en 18. plads på listen.

Den lavere vækst for Angular er hovedårsagen til, at Vue - også kaldet vue.js og VueJS - nu for første gang oplever samme stigning i opbakningen på GitHub som React og Angular tilsammen.

Den kraftige stjerne-vækst var dog ikke tilstrækkeligt til at skubbe React ned af frontend-tronen i 2017. Det Facebook-baserede bibliotek er fortsat det mest populære af sin art med p.t. 86.000 stjerner, mens Vue kommer ind som nummer to med 80.000.

De to frontend-bibliotekers dominans understreges desuden af, at de to er ene om at få en opstilling af deres økosystemer - dvs. tilknyttede biblioteker - i opgørelsen. Også her er React kongen med 15 tilknyttede js-biblioteker, mens Vue kan mønstre 10. Fælles for de tilknyttede biblioteker er dog, at de samlet set har oplevet en endnu større stigning i populariteten end deres «mødre».

Axios og VS Code er højdespringere

Biblioteker, som ikke retter sig mod frontend udvikling, har dog også scoret mange nye stjerner fra GitHub-medlemmerne i 2017. Det gælder bl.a.

  • Axios, http-client, + 21.900.
  • VS Code, IDE, + 20.200.
  • Bootstrap, CSS, + 14.500.
  • Node.js, javascript på serveren, 13.700.
  • Next.js, generator til statiske web sider - bygget på React, + 12.700.
  • TypeScript, typefast javascript transpiler, + 11.600.
  • Gatsby, React-baseret generator til statiske web steder, + 9.700.
  • Nuxt, generator til statiske websteder baseret på Vue, + 6.300.
  • Hexo, statisk web side generator, + 6.200.